Cello Libris - works for cello by Geoffrey Gordon

Cello Libris – works for cello by Geoffrey Gordon

Richard Whitehouse, Gramophone, 2020

This is apparently the first release to be dedicated to Geoffrey Gordon (b1968), though the composer has built up a substantial and wide-ranging catalogue over the last quarter of a century, with the three works featured here attesting to his imaginative outlook on the musical past.

Inspired by Doktor Faustus, Thomas Mann’s powerful if often fanciful take on the creative ego, the Cello Concerto (2013) falls into a Prologue, seven Episodes and Epilogue that play continuously for 24 minutes (paralleling those 24 years of creativity granted in the Faustian pact). Its trajectory from ‘innocence to madness’ might easily risk overkill but the Dutilleux-like finesse Gordon instils into the relationship of soloist and orchestra (cello only coming to the fore in two trenchant cadenza passages) helps to maintain expressive focus throughout.

The other pieces are hardly less arresting. Fathoms (2015) consists of five impressions after Shakespeare’s The Tempest, with a substantial Prologue representing the storm sequence; the six movements resulting in a cello sonata of a cohesion because of, rather than despite, these extramusical associations. Most distinctive are the final movements, a free-form fantasy that evokes the isle full of noises then a sustained leave-taking whose inexorable descent mirrors that of Prospero drowning his book. More concrete in its associations, Ode to a Nightingale (2013) sets all eight stanzas of Keats’s poem in writing – luminous and astringent by turns – that builds toward an ecstatic culmination with the cello wholly subsumed into the chorus, before those two sound-sources ineluctably move apart as does the poet from his inspiration.

It remains to add that performances are consistently excellent, Toke Møldrup equally at home in the three highly contrasted contexts, but the booklet notes seem more intent on selling than explaining these works. On this evidence, Gordon’s music is more than able to promote itself.

Thomas Michelsen, Politiken, 12. maj 2020

Solokarriere skydes i gang med djævlepagt
Toke Møldrup viser styrke på et powerfuldt album med musik skrevet specielt til den danske cellist af amerikansk nodesupermand.
Cellomusik
THOMAS MICHELSEN
Cello Libris.
Toke Møldrup, Copenhagen Phil, Mogens Dahl Kammerkor m.fl. Dirigent: Lan Shui. BIS

“…Toke Møldrup er en forrygende cellist…”

♥♥♥♥
Der er musikere, der spiller fast sammen. Og så er der musikere, der får et fast samarbejde op at stå med en komponist. Det sidste gælder den danske cellist Toke Møldrup, der efter en del år som koncertmester i Copenhagen Phil netop har besluttet at forlade symfoniorkestret for at satse på en solokarriere.
Det er forståeligt, når man lytter til Møldrups nye album, hvor han viser sig frem. Både som virtuos kammermusiker og powerfuld solist med sit gamle orkester.
Samarbejdet, der afspejles på albummet ’Cello Libris’, har varet op igennem 2010’erne og gav sig allerede for 6 år siden udslag i den koncert for cello og symfoniorkester, den amerikanske komponist Geoffrey Gordon skrev til Møldrup. En cellokoncert, som med sine 24 minutter med højintenst drama er en spejling minut for minut af de 24 års genialsk skaberkraft, den fiktive komponist Adrian Leverkühn får tildelt af Djævelen i Thomas Manns roman ’Doktor Faustus’.
Musikken er højspændt og satanisk i sit saftspændte mørke. Vildskaben ender i galskab, mens Toke Møldrup i Gordons sonate ’Fathoms’ for cello og klaver effektivt bider skeer med sin amerikanske samarbejdspartners indarbejdelse af alt fra modernisme i sporet efter Arnold Schönberg til ekspressionisme og nyromantik.
Skruer celloens strenge løs
Her er magi og drama lånt fra Shakespeares ’Stormen’, der gennem seks satser åbenbarer nodesupermanden Geoffrey Gordons styrker som tonesætter. Men også hans svaghed, som er, at han mere end noget andet er dygtig. Skal man kunne lide denne musik, skal man være ude efter kvalificeret underholdning på en måde, vi ikke er vant til her i Norden, når det kommer til den komponerede samtidsmusik.
Skrap til at skrive farverig intens musik er Geoffrey Gordon dog ligegodt. Møldrup uropførte sonaten sammen med pianisten Steven Beck for fem år siden i New York, så de har været helt klar til at lave den nu udgivne indspilning.
Toke Møldrup er en forrygende cellist, og selv nåede jeg ikke at kede mig før et stykke inde i albummets afsluttende ’Ode to a Nightingale’ for kor og cello efter digte af den kanoniserede poet John Keats.
Lige så råt det er at høre slaven Caliban bande, og lige så spektakulært underholdende det er at høre Prosperos bog gå til bunds på dybt vand i Shakespeare-sonaten, mens Møldrup skruer celloens dybeste streng mere og mere løs, lige så ferskt bliver det at lytte til Mogens Dahl Kammerkors dygtige sangere i det meget lange korværk.
Men at amerikanske Geoffrey Gordon kan skrive musik, der konkurrerer med komponister som britiske Thomas Adès’ i fascinationskraft, bare på en mere mainstream-agtig måde, er der ikke tvivl om. Ligesom der ikke er tvivl om, at Toke Møldrup selvfølgelig nu skal ud at prøve vingerne solo i den vide verden.
thomas.michelsen@pol.dk

Peter Johannes Erichsen, Weekendavisen, 7. august 2020

“…Cello Libris er en oprivende sand og kategorisk hjertestyrkning”

Djævleblændt
Cello Libris . Thomas Mann, Shakespeare og Keats indsmeltet i musik. En tour de force for cellisten Toke Møldrup.
Peter Johannes Erichsen
Cello Libris. Geoffrey Gordon.
Celloværker. Solist Toke Møldrup. BIS-2330.
Den amerikanske komponist Geoffrey Gordon (f. 1968) har dedikeret tre værker til den danske cellist Toke Møldrup (f. 1980): en cellokoncert med afsæt i Thomas Manns djævleforskrivelses-roman Dr. Faustus , en cellosonate, Fathoms , med gnister fra William Shakespeares skuespil The Tempest , og et korværk over John Keats’ Ode to a Nightingale med obligat cello.
Modsat en skuespiller eller sanger, der sætter sin egen krop i spil, har cellisten en blankt skinnende torso foran sig, som aflokkes det sublime og ordløse. I løbet af 24 minutter jager Geoffrey Gordon og Toke Møldrup nådesløse sonder ind i det forløb på 24 år, som komponisten Adrian Leverkühn har aftalt med djævelen som frugtbart spillerum for en ny tonekunst. Denne verden, fremmanet i det dystre år 1943, mishagede det komponisten Arnold Schönberg at have stået model til. Nu kan Geoffrey Gordons ubarmhjertigt præcise kanylehak ind i det litterære mesterværk opleves med Copenhagen Phil, dirigeret af Lan Shui, og med Toke Møldrup, orkestrets solocellist, som uforfærdet intravenøs dartspiller.
En prolog og en epilog indrammer syv satser, med et klart sigte i den tredje mod Albrecht Dürers kobberstik Melancholia . Ildevarslende, som blev folianter kaldt til live. Man synes at høre en sitrende bladren i orkestret, men med solocelloen som retvisende stifinder kommer minutkorte hasarderede triumfer, med mindelser om den omflakkende helt i Richard Strauss’ Don Quixote , hvor en solocello tager teten som ridderen uden frygt og dadel.
Det er vidtløftig dæmonisk musik med rensende klange til alle dulmegemytters døsige lyster.
Toke Møldrup er nu fri kunstner efter sin prominente tid i Copenhagen Phil. Verden åbner sig. CD-sættet Cello Libris , optaget i maj 2018, er også en avantgarderejse for Møldrups instrument, en David Techler-cello fra 1697. Den vågner til dåd i den drypstenshule, som orkestret fremmaner i Dürer-satsen, syngende sin vuggevise i et spindelvævsfunklende univers, hvor en malstrøm er uden malice. Man er i aldeles trygge kløer.
Det andet værk suger også fra litterære rødder. Geoffrey Gordons Fathoms for cello og piano skatter til Shakespeares bittersøde eventyrkomedie Stormen og fremmaner på skift det indledende uvejr, kærlighedsparret Ferdinand og Mirandas møde, luftånden Ariels formåenhed, møgdyret Calibans fiaskoer, derpå alle den fortryllede øs mange lyde og til slut øjeblikket, hvor magikeren Prospero giver afkald på sin magt og sænker sin tryllebog dybt i havet. Fathoms er måleenheden seks fod, på dansk favne, som det klinger magisk i Niels Brunses pastelklare oversættelse: »Fem favne dybt din far er lagt/ af hans ben koral er skabt/ af hans øjne perlers pragt/ intet af ham er fortabt.«
Geoffrey Gordons berømte kollega Thomas Adès (f. 1971) har prøvet kræfter med hele The Tempest som opera (2004) og delvist fejlet, især på grund af en tåbelig librettos bessermachen. I Gordons ordløse Five impressions of Shakespeare er der både nødstedtes skrig og skibsspanters splintren i Møldrups fabuløse spil. Hjertekvababbelse i de elskendes møde, men sandelig også dyne på, så vi fornemmer deres trygge lykke. Ariel perler frem, først i klaveret med den adrætte Steven Beck ved tasterne, men så aldeles flyvsk, når Møldrup giver den viltre og let maliciøse ånd vinger. Vanskabningen Caliban ifølge med sin heksemor, Sycorax, bor i celloens mest jordslåede dybder, for så med voldsomme gebærder at prøve at vinde frihed. Da øens lyde indtager deres magiske herskerstatus, er klaver og cello på fuldblodsopdagelsesrejse fra det sitrende til det knoldesparkende.
Endelig kommer »Prospero drowns his book« som finale, snerrende, jublende, definitivt. Fyldt med drukneberedte klange, der river skumlerier med sig i deres kurs mod dybet. Ingen lutrende melankoli som hos Shakespeare. Men drabelig vellyd.
Full meal for litterater kommer der så i Geoffrey Gordons Ode to a Nightingale for blandet kor og solocello. Uropført 16. maj 2018 som bestillingsværk af Mogens Dahl Kammerkor og ved den lejlighed DR-transmitteret. Med Dahl som dirigent og Møldrup på cello celebreres digteren John Keats’ romantiske digt om nattergalens balsamiske og dog stakkede lægedom for den iturevne menneskesjæl. Seks svulmende strofer, alle trykt på CD-coverets inderside med »My heart aches« (»Mit hjerte pines«) som det søndrende anslag for et menneske, der både kender glemslens flod Lethe med dens sorte løb og kan sanse nattergalen som en svirrende trænymfe i dryadernes flok, flaksende i celloens strenge.
Keats er lige så mytologisk fuldbefaren som Shakespeare. Her er det månedronningen, der anråbes, hinsides det jordiske nu: »Her, hvor folk sidder og lytter til hinandens knurren/ Hvor ungdom blegner, bliver genfærds-tynd, og dør«.
Stedse er celloen som den lyttende, der forbinder stroferne, eller som underverdenens sjælefører, der skønt anfægtet ikke ændrer det anråbende menneskes kurs. Hele forårets flora blomstrer op, men ikke jublende besunget, blot manisk observeret. »Jeg har halvvejs elsket den bekvemme Død«. Koret folder sig så helt dårende ud i næstsidste strofe: »Du var ikke født til at dø, udødelige fugl/ Ingen grådige generationer kom dig til livs/ Den stemme jeg hører i natten, der går på hæld/ blev hørt i svunden tid af kejsere og klovne«.
Da sidste strofe klinger ud, og celloen tier, fatter vi, hvem den mangestrengede og nu bortfløjne var. Cello Libris er en oprivende sand og kategorisk hjertestyrkning.